Den indre mur

Read the article in English here eng

Mr. Nice Guy? Macho? Don Juan? Den indestængte? Den aggressive? Den deprimerede?

På vej mod en sund maskulinitet.

Det kræver mod at vove at træde ud af barndommens gamle skygger, der usynligt indkapsler vores liv som mænd. Vore gamle billeder af at være mand duer ikke længere og vi mænd længes efter langsomt at fremkalde en ny version af maskulinitet og medmenneskelighed.

Liv er af dobbelt natur, Helt kun i mand og i kvinde:
Skiller dem grusomt en mur, Livet fra begge må svinde
” 
N.F.S. Grundtvig (1783 – 1872)

At være født som mand er noget lige så naturligt som at trække vejret. Ingen behøver at undre sig over det. Vores biologiske køn viser os vejen, og sørger for, at vi tager de rette trin i livets dans. Men så enkelt er det ikke for alle af os.

Allerede Grundtvig indser, hvor meget både vi mænd og kvinder mister os selv i vor måde at udtrykke vort køn på. Han siger, at livet helt enkelt forsvinder ud af os, når vi kun lever i vore traditionelle kønsroller som enten mand eller kvinde. Bag vore mure reciterer vi lydigt, hvad der står i vore køns skjulte manuskripter som skuespillere i et teaterstykke.
Muren mellem kvinder og mænd får os til at leve som halve mennesker.

Hvad ville der ske, hvis vi mænd og kvinder ikke havde en mur mellem os og i os selv, men at vi begyndte at opdage ”vor dobbelte natur”? Hvad ville der ske, hvis vi ikke udtrykte vort køn i den polariserede form, som vi som drenge gradvist lærte os usynligt gennem vor opdragelse?

Som Grundtvig siger, kan vi måske blive en anden slags mand, når vi får fat i vores dobbelte natur – vores modsatkønnethed.  Hvad vil det betyde for os? Hvordan kan vi få øje på det, vi skal lære? Er vi blot halve mænd og halve kvinder? Spørgsmålene er mange.

Læs programmet for den nystartede mandegruppe: Mand – hvem er du?

Gratis foredrag i Snekkersten 6. august kl.19 – 21 i Snekkersten. Tilmelding nødvendig.

Imagine John Lennon NY

Normalitet og traumer

Så længe vi mænd glemmer at se på os selv som køn, men kun som mennesker, opstår der en blindhed for mange af de skjulte dimensi- oner og overbevisninger i vore egne liv.
Fra mit mangeårige arbejde som psykoterapeut for mange Jern-Hans grupper for mænd har jeg igen og igen set de mønstre, som vi mænd  ofte er blevet fanget i.

Vi mænd:

  • er bange for nærhed
  • har svært ved at beskrive og udtrykke følelser
  • passer ikke på vort helbred etc.
  • føler os ofte over-/underlegne i relation til kvinder, race, LGBT personer, jøder etc.
  • fængsles oftere
  • voldtager og mishandler kvinder
  • er soldater, fører krig og dræber
  • selvmedicinerer os gennem arbejde, alkohol, sex, mad etc.

Det er som om vi mænd som gruppe stadig ikke vågner op og ser, hvor vi er i dag, mens kvinderne gennem de sidste 40 år har taget fat i deres liv og set på, hvordan deres køn behandles af mænd. Nu er det kvinderne, der efterhånden rykker frem over alt: på universiteterne, lever deres egne liv, har deres eget arbejde, egen økonomi, og i yderste konsekvens kun har brug for mandens sæd til at få børn.

Og hvad sker der så med os? Vi sover bare videre som mænd, fordi det normale mandeliv har afskåret os fra at mærke os selv – se os selv, og det er der mange grunde til. Vor opdragelse til at blive stærke, konkurrerende, hårde, utålmodige, rastløse mænd har afskåret os fra de dybere lag i os selv. Vi har skulle blive så stærke for ikke at blive tøsede og feminine – en slags ”ikke-kvinde”.

Ganske umærkeligt har vi tabt evnerne for nærhed i vores forældres billede af at skabe ”en rigtig rask dreng”. Tabet af vore evner til at sanse os selv og andre forsvinder uden at vi mærker det.

Sådan virker traumer: de skiller os fra vigtige sider af os selv, vore følelser lammes – vi overvældes og nedkøles, så vi ikke mere har tilgang til os selv og vort indre eller til dem, vi elsker.

”Trauma er kroppens svar på en lang sekvens af små sår. Det kan være svar på enhver oplevelse som er for meget, for ofte eller for hurtig.” (Resmaa Menakem: “My Grandmother’s Hand, 2017)

Det er normalitetens og privilegiernes pris, at vi som mænd invalideres i vore relationer til både kvinder og andre mænd. Når vi ser os rundt, har vi ingen redskaber til at se igennem filtret af de usynlige traumer. Vi mænd er som truede firben. I kampen for at overleve, taber vi halen og løber videre. Men prisen vi betaler, er umærkelig og usynlig, fordi tabet og smerten forsvinder ud af vor bevidsthed.

Sådan hviler skyggerne af tusind års patriarkalske forventninger over os mænd, som de, der står øverst i hierarkiet – som familiens forsørger: Pater familias, som den der har den uindskrænkede magt over familiens medlemmer: kvinder og børn.

Og såret og traumaerne gør os blinde for vor køns smerte – og følelsesløse. Vi er blevet ”normaliseret”.

”Broen er det kunstige liv – Afgrunden livet selv”

For bedre at forstå mænds situation har jeg valgt at anvende et citat fra Tolstoj´s roman om Anna Karenina: ”Broen er det kunstige liv – afgrunden livet selv”.

Oppe på broen lever vi i hverdagslivets jagen – ”fra det ene til det andet” – uden bevidsthed om, hvor udmattede vi er. Det er som om, at vi er ”faldet i søvn”. Vi når en masse – vi afkrydser alle vore gøremål uden nogensinde at blive færdige og uden at blive tilfredse. Det er som om vi fanges i rotteræset, når vi løber fra den ene opgave til den anden eller sidder fast i honningfælden: alle vore projekter og arbejder ser så tiltrækkende ud, at vi ikke lægger mærke til, at vi synker mere ned i ”honningens” søde klister.

På broen lever vi i den vertikale dimension: Stående oprejst forsøger vi at sætte hele vort liv under kontrol –lige fra arbejdsopgaverne, kvinderne og børnene til fritidens maratonløb.

I den vertikale dimension tror vi, at vi har styr på alt – selv vejret. Vi udvikler os til ”human doers”: Det er gennem ”action” at vi når vore mål. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Vi får virkelig nået noget og løfter rigtig mange store opgaver både privat, på arbejdet og på samfundsplan.

Men hvad er bagsiden af at være så styret af Jeg’ets kræfter? Det er utilfredshed, angst, depression, skilsmisse, sygdom. Der er ingen tid til at lade batterierne op – oppe på broen, hvor vi lever ”det kunstige liv”. Vi tror, at livet kun kan leves på en bestemt måde, hvor vi har kontrollen – ”tænd og sluk-knappen”. Vi tror, at vi har styr på det hele, indtil livet selv – vor indre balance viser os vejen – at vore kroppe eller psyke ikke mere kan klare presset og falder sammen – for hvor sidder stopknappen?

Hvis vi selv kun har handlingens vej som det eneste princip, vælger livet for os: Vi falder ufrivilligt ned fra broen – ned i afgrunden – Vi er i krise – i et vendepunkt: Vi ”falder vågen” , og det kan opleves meget skræmmende – næsten som at dø. Vi mister kontrollen med vore aktiviteter oppe på broen. Vi kan ikke mere fortsætte på den sammen måde. Der er ikke flere kræfter tilbage. Det er i dette ”falden ned” i afgrunden at vi ”falder vågne” og kan begynde at skimte – få en ny bevidsthed om, hvem vi er og hvad vi vil.
Det er det, en krise kan bidrage med!

Her begynder vort ”stoppen op” og ”falden ned” at virke. Pludselig er der tid til at mærke livet, mærke vores eget åndedræt, mærke vores krop – mærke udmattelsen – opdage vores indre utilfredshed – opdage vores kone – og vore børn. Det kan i en overgang føles som om livet går i stå. Og det gør det også. Livet skubber os ud af den illusion, at vi selv bestemmer alt og begynder at vise os nye veje ind i vor eksistens. Det, der træder frem for os som det nye princip, er væren = being. Bare at være til – nyde det, der er – en hvilen i øjeblikket – uden at skulle nå noget. Nærvær.

Afgrunden er det sted vi falder ned og lærer at blive ”human beings”. Vi tager en ting ad gangen, holder de pauser, vi har brug for og lader en proces, der er i gang, udvikle sig organisk – og vi ved ikke helt, i hvad retning vi skal, for vi har ikke mere kontrol på det næste øjeblik. Vi er i nuet – i dette øjeblik. Det er det eneste vi har. Alle muligheder står åbne. Bevidstheden om at være nærværende – i nuet – i den horisontale dimension.

Nuet indeholder ikke kun vore glæder og succeser, men også de smerter og sår, som faldet fra broen fører med sig. Vi begynder at se, at vi ikke længere kan afvise det, vi mærker. Livet tvinger os til at smage på den utilfredshed, smerte, angst og vrede som vi ikke har villet tillade os at mærke oppe i broens rotteræs. I nuet præsenteres vi for, at vi har et valg enten at fortsætte vore liv som vi plejer eller vi kan begynde at lære at møde livets nye udfordringer til os mænd: at være til stede i nuet og stå ved vore følelser og vore nye behov, hvor det horisontale og vertikale krydser hinanden, findes nuet. I dette nu forsvinder mænds og kvinders indre mur, og vi bliver i stand til at forene handlingernes og det værendes kvaliteter, som ikke er bundet af personligheden eller kønnet. I nuet forsvinder grænserne og vi træder ind i et andet lag af os selv og i vor opfattelse af livet.

Det er her i nuet, at vor nye maskulinitet fødes.

Mandegruppen

Mandegruppen er et godt sted at være, hvor vi mænd kan stille nogle af de mange spørgsmål, som længe har rumsteret i os. At vi er mænd, som samles, giver vore spørgsmål en ekstra dimension, når vi undersøger de mønstre vi er blevet fanget i af samfundets skabeloner for, hvad en rigtig mand er.

Mange af os mænd har ikke været vant til at dele så personlige temaer før og afsløre vores sårbarhed for andre mænd. Der går ikke lang tid før vi mænd i mandegrupperne begynder at opleve, hvor meget vi har til fælles.

Som heltene i vore eventyr må vi som mænd rustes til at møde vore fysiologiske, biologiske, psykologiske og spirituelle udfordringer og transformationer lige fra babydreng, barn, pubertet, voksen, ældre til det at dø. Vi må få nye redskaber, som kan hjælpe os på vor vej gennem livet:

  • at kunne give og modtage
  • at turde tage imod støtte fra andre- at turde mærke vor barndoms smerter
  • komme ud af mors og fars skygge
  • at forstå vore kærlighedsrelationer
  • at lære mere om kontakt – om at åbne og lukke sig – ja, nej, måske
  • at turde nærheden
  • at indse, at vi har et valg, et ansvar og awareness
  • at turde hele, smelte og møde vore gamle overlevelsesmønstre af hårdhed, udholdenhed, følelsesløshed, ensomhed med accept
  • at se på foragten for kvinder og det kvindelige / feminine i os selv
  • at få opmærksomhed på vor søgen efter magt over andre
  • at mærke hvordan vort nervesystem dagligt styrer vore handlinger  og følelser
  • at kunne finde den rette balance mellem Væren (being) og Gøren (doing)

Bjørnebanden

Alle disse temaer dukkede op gennem årene i mine Jern-Hans grupper. En af grupperne blev kaldt Bjørnebanden. Der skulle deltagerne tegne et dyr, som de skulle identificere sig med og alle tegnede en tykpelset hvid isbjørn gående helt alene ude på en isflage. Kun kulden og ensomheden omgav dyret. Der var ingen mennesker at se, så isbjørnen blev et symbol på mandens livssituation.

Når vi mænd begynder at lære af andre mænd om os selv og vore relationer, bliver vi lidt efter lidt vant til det indre arbejde /fokus: at dele vore smertelige oplevelser, finde ny indre støtte i os selv og lære af vore livskriser, som vi har stødt på, så vi kan tage nye trin ind i verden: Vi er ”faldet vågen” og vi vil vende tilbage til livet på broen igen med en ny bevidsthed af, hvem vi er – med en større medfølelse og respekt for os selv, kvinder, børn – vi vil være i stand til at regulere os selv for at mindske vor stress og bevare vores sundhed, være i stand til at reparere vore relationer, når vi har såret dem vi elsker.

Vi lærer at grounde os, være centreret og møde andre mænd, kvinder og verden med vores nye styrke, tillid, respekt, sårbarhed, autonomi og åbenhed – vores nye maskulinitet som tager vores ansvar for det at være menneske.

Her programmet for den nye mandegruppe: “Mand – hvem er du?”

Læs min artikel om at regulere dit nervesystem – At blive vækket til live igen.
Read my article about regulating your nervous system – To be brought back to life again.