Hele mennesker hos Tetra Pak

dethelemenneske-600x400

I 12 år har programmet ”Det hele menneske” lært ledere og medarbejdere hos Tetra Pak i Lund at få balance mellem krop og sjæl. Med Sveriges laveste sygefravær, høj motivation og trivsel som resultat.

Af Per Thygesen Poulsen, Berlingske Tidende 8. maj 2002

Koncernlæge Py Tubelius: ”Det bidrager til Tetra Paks gode økonomi, at dens ledelse har forståelse for værdien af den menneskelige kapital.”

Den person, vi sender på arbejde hver dag, er ikke et helt menneske, men en hjerne, som lader hjertet blive hjemme. Og når de to er i ubalance, sender de spændingerne videre til tredjemand, kroppen, i form af stress, arbejdsuheld, sygdomme og jobkonflikter. Derfor er det ikke velgørenhed, men sund økonomisk fornuft, når den svenske emballagekoncern Tetrapak år efter år sender medarbejdere og ledere på kursus på Havreholm Slot i Danmark til programmet ”Det hele menneske”.

”Vores bedriftssundshedstjeneste arbejder både forebyggende og rådgivende. ”Det hele menneske” er en del af vores forebyggende arbejde. Og vores sygefravær på 2,7% er det laveste i Sverige, hvor gennemsnittet ligger mellem 7 og 8%,” siger koncernlæge Py Tubelius, ophavsmanden til det banebrydende program og administrerende direktør for Tetra Pak Occupational Health and Safety AB. Men målet rækker videre end et lavt sygefravær. Der er mange, som arbejder hver dag, ledere og medarbejdere, som ikke er syge, men som alligevel ikke er 100% raske.

Sunde ledere og medarbejdere har balance mellem krop og sjæl, de er motiverede, produktive og uden frygt for forandringer. De kender og vedstår sig deres styrker og svagheder og kan fungere som hele personer. Hele mennesker arbejder sammen i hele grupper, som skaber en hel virksomhed.

Fra overlevelsesstrategi …

Livet igennem begrænser vi os, forklarer Py Tubelius og tegner en cirkel på tavlen. I den tegner hun en amøbe, som viser vores person: den rækker ud med et sæt medfødte evner til at føle og udtrykke sorg og glæde, ydmyghed og vrede, hjælpsomhed og egoisme, kærlighed og had og så videre.

Men i barndommen får vi at vide, at nogle følelser er bedre end andre. Vi begrænser os for at leve op til familiens krav, forklarer hun og skærer med en linje noget af cirkelen væk. Det samme sker i skolen. Her bliver en anden linje tegnet. En tredje møder vi i venskab og ægteskab, en fjerde på arbejdspladsen. Og til slut råder vi over de følelsesmuligheder, som findes i den åbne rude i midten. Det er vores overlevelsesstrategi, som lader os fungere uden for mange konflikter med vores omgivelser.

Men hvis vi oplever en stor sorg, bliver fyret, kommer i konflikt med chefen eller hvad der nu kan ske, har vi kun en beskeden del af vores oprindelige vrede, sorg, aggression tilbage. Resten bliver indestængt energi og udtrykker sig i højt blodtryk, mavesår og så videre. Eller i fanatisk arbejdsnarkomani. Og det gavner hverken helbred eller arbejdets kvalitet.

… til livsstrategi

Programmet ”Det hele menneske” skal give os adgang til de undertrykte dele af vores personlighed. Det drejer sig ikke om at blive egoist fuldt og helt, men at forstå, at også imødekommenhed har sine grænser og lære at bruge vores egoisme efter behov.

”Vore følelser er som en række værktøjer. Vi skal ikke bruge dem alle sammen hele tiden, men vi skal kende dem og deres muligheder. Du skal blive mere af, hvad du er, ikke blive noget som andre bestemmer. Jo mere du kender dig selv og ved, hvilke styrker du selv  har, jo mere tryg er du i dig selv og i stand til at magte forandringer,” understreger Py Tubelius.

En chef som kun agerer med hjertet eller kun med forstanden kan ikke agere hensigtsmæssigt. Den, som kender hele sin personlighed, kan beslutte at agere forskelligt og have hjertet med i hovedets beregninger og hovedets fornuft i hjertets reaktioner.

Lederen af ejendomsadministrationen, fastighetschef Rune Jonasson, Tetra Pak Business Support AB i Lund, giver hende ret.

”Jeg var generelt skeptisk ved alle disse kurser. Men det ændrede sig ved sidste års lederkursus om ”Det hele menneske”. Jeg fik en indsigt i mig selv som viste mig valgmuligheder, som jeg må tage konsekvensen af. Jeg forstår også bedre mine medarbejdere og kan bistå dem til at træffe bedre valg,” siger han.

Tetra Pak har den ”nul-vision” at ingen skal blive syge på grund af sit arbejde. Tetra Pak forpligter sig til at give sine ansatte i hele verden trygge og sunde arbejdsforhold. Det sker ud fra et helhedssyn, som omfatter såvel fysisk som psykisk sundhed.

”Denne holdning gennemsyrer hele virksomheden. Det bidrager til Tetra Paks gode økonomi, at dens ledelse har forståelse for værdien af den menneskelige kapital,” fastslår Py Tubelius.


Balance mellem krop og sjæl

Den danske psykoterapeut David Beermann viser Tetra Paks svenske medarbejdere vej til deres undertrykte selv

”Hvorfor skulle jeg betale for et kursus, som får mine medarbejdere at sætte tempoet ned?” spurgte en dansk personaledirektør, da psykoterapeuten David Beermann foreslog ham det program, han har gennemført for Tetra Pak siden 1993.

Men det mener han ville være en god idé for mange andre.

”DR1’s dokumentarprogram ”Besat af arbejde” viste meget præcist, hvad der sker med mennesker, når man ignorerer at finde svarene. Arbejdet bliver hele livet og kommer før familien og vennerne: højt blodtryk, stress, søvnløshed, koncentrationsbesvær og i sidste ende sygdom og udbrændthed,” skrev han i et læserbrev til Berlingske Tidende i begyndelsen af marts.

Projektet ”Det hele menneske” lærer deltagerne at tage vare på deres liv. Det blev udviklet af Py Tubelius i 1989 i et forskningsprojekt med støtte fra den svenske Arbetslivsfonden. Et par år senere kom David Beermann med i programmet, hvis praktiske del han siden har stået for, indtil nu med i alt omkring 400 deltagere.

Lodret og vandret liv

Arbejdskulturen hos Tetra Pak, ligner nok den de fleste kender: Det er noget med at handle, at være effektiv, nå resultater. Det, David Beermann kalder vores vertikale, vores ”lodrette” liv. Men over for disse plusord kan han stille en modsvarende liste. Resultatet kan se sådan ud:

HorisontalVertikal
At væreAt gøre
PassivAktiv
ProcessenResultatet
At føleAt tænke
IntuitionLogik
LangsomHurtig
KreativKreativ

Begge adfærdsmønstre er værdifulde. Det vigtige er, selv at styre balancen mellem dem. ”Det hele menneske” programmet giver deltagerne lejlighed til at opleve den horisontale livsform. Tempoet er roligt. Der er lejlighed til at meditere – og opdage sin egen utålmodighed. Det foregår i moduler, hvor deltagerne får lejlighed til at arbejde med sig selv og samspillet i gruppen.

Det hele menneske viser vrede, når det er vredt, smiler når det er glad, hviler når det er træt, græder, når det er bedrøvet.

”Kurset har givet mig mulighed for at finde tilbage til den person, jeg egentlig er. Der findes megen glæde i både erhvervsliv og privatliv. Jeg har kunnet tage oplevelsen af min ret til at føle glæde med mig på jobbet, og det har været meget positivt,” siger business controller Nina Morsten, en af deltagerne i det sto re lederkursus på i alt 14 dage fra december 2000 til august 2001.

Så længe det kun er det lodrette liv, som styrer os, er der mange der uden at bremse op bare ”farer deruda’”. Og hvem har hørt om en chef, som påtaler, at du møder for tidligt, knokler for hårdt og går for sent?

”Når folk ikke har bremseklodser, dukker sygdomme og udbrændthed op. Hvis de mangler, kan det blive utrolig dyrt. Man får mest ud af en personalegruppe, som trives, som bliver værdsat, og hvor der er omsorg,” understreger David Beermann.