At arbejde som besat koster liv og penge! Har vi råd til det? Har vi overvejet at livet kan leves på andre måder?
David Beermann, leder af firmaet CoExistence – living and relating, har gennem 15 år beskæftiget sig med de følger, som et for højt arbejdstempo har på medarbejdere og ledere i bl.a. stor svensk koncern.
Sygdom – en overlevelsesstrategi?
Prisen for at arbejde som besat – uden at lytte til vore egne behov – koster det danske samfund 55 milliarder kroner om året. Dagligt sygemeldes 35.000 danskere.Vi glemmer tit at nyde den tid, vi har lige nu. Mange lader sig fange ind i arbejdslivets ræs og ender med at blive syge af stress, fedme, rygning, alkohol og hjerteproblemer som følgesygdomme.
I dag fokuserer vi på vores liv som et stort problem, der skal løses med coaching, slankekure og motion. At blive syg er organismens naturlige svar på et umenneskeligt pres. Det eneste vi ønsker er at kunne være i fred, holde fri og lade batterierne op, så kroppen får en mulighed for at genetablere sin medfødte evne til at komme i balance igen.
For ca. 10 år siden mødte jeg en ung kvinde, Lisa, i 30´erne på et af mine lederskabs- og medarbejderkurser i Sverige:” Det hele menneske”. Hun havde allerede arbejdet i koncernen i en del år, da hun en skønne morgen satte sig ind i sin bil, for tage på arbejde. Hun skulle til at køre, men vidste pludseligt ikke, hvor hun skulle hen. Hun var ikke ramt af en hjerneblødning, men af lang tids oversete symptomer på, at noget var galt: hovedpine, søvnbesvær, kort lunte og koncentrationsbesvær.Sådan begyndte hendes sygdomsperiode, som strakte sig over et par år. ”At gå ind i væggen” som det hedder i Sverige. En udmatningsdepression som følge af stress.
Vi kan ikke aflæse kroppens signaler!
Vores fysiske krop viser os som et barometer, hvordan vi har det – glad, træt, sulten. Da mange ligesom Lisa ikke lytter til sig selv og tager sine egne indtryk alvorligt, fortsætter man med at knokle, selv om pilen i lang tid har været inde på det røde felt: stress. Kroppen slår fra som en slags termostat, så vi endelig kan lægge os ned – det vi i månedsvis måske har vidst, vi skulle men ikke har lyttet til. Depression, magtesløshed eller aggression dukker op. Vi lider, fordi vi har så svært ved at orientere os i os selv og oversætte det vi oplever og mærker i kroppen, til noget vi har brug for. Som en sidste nødløsning søger vi lægernes hjælp, får medicin og en sygemelding og bliver fri for krav og pligter.
Hvordan kan det være at flere og flere havner der? Efter min opfattelse gør vi det, fordi vi lever i en tid, hvor vi kun er noget i kraft af det vi gør. Mange oplever pauser og stilhed som ubehagelige og ineffektive, som spild af tid – en slags tomrum, som vi bare må flygte bort fra og fylde op med nye aktiviteter igen. Sådan bliver livet en karrusel vi træder ind i og, når hjulet pludselig står stille, kan vi ikke opleve denne fredfyldte stund og nyde frikvarteret. Angst får mange til at fortsætte med at træde i pedalerne igen. Vi nedbrydes mere og mere, som tiden går.
Når vor ligevægt forstyrres, søger kroppen automatisk at genoprette balancen igen: spise, når vi er sultne, drikke, når vi er tørstige og hvile, når vi er trætte. Livsstilen med det høje aktivitetsniveau i dag ødelægger netop dette medfødte indre ligevægtsprincip, homeostasen. Vi ved ikke mere, hvad vi har brug for lige nu, og det gør os sårbare. Vi arbejder selv om vi er udmattede. Spiser ikke, når vi er sultne. Siger ja til alle opgaver, selv om vi skulle sige nej. Om natten sover vi dårligt og sveder, fordi vort nervesystem er i allerhøjeste alarmberedskab!!
At vågne op og sanse verden på ny
Når vi har været så højt gearet over længere tid, er det ikke mærkeligt, at vi falder ned i et sort hul. Vi oplever det som en krise, hvor vi har sovet ( fall asleep) og været i en anden verden. Pludselig vågner vi op til virkelighedens verden – i nuet og i smerten. Vi begynder at stille spørgsmål: Hvem er jeg? Hvordan kan det være, jeg er havnet her? En periode føler vi os afmægtige og undrer os over, hvad der er blevet af os selv. Langsomt vågner vi op (fall awake) og begynder at se os om i den verden, vi altid har været i. Fra at være faldet fra hinanden i små stykker – fra at have levet livet som en mekanisk dukke, begynder vi langsomt at heles op igen, får øjne, der kan se, ører, der kan høre og en mund, der kan smage. Vi begynder at forstå, at vi ikke længere kan fortsætte med det høje arbejdstempo i dagligdagen, men at vi må finde en anden måde at arbejde og leve på.
Langsomt bliver vi til mennesker, tilstede og nærværende i nuet – human beings. Før vi faldt sammen levede vi kun som ” human do´ers ”: vi handlede og handlede. Vi havde ikke valgmuligheden for at skrue tempoet ned; men langsomt i opvågnings- processen oplever vi pludselig at få nye valgmuligheder. Vi mærker kroppen, når vi har brug for ro og lade batterierne op – og mærker hvor nærende og meningsfuldt øjeblikket kan være for sjælen – sidde i haven, vaske op i ro og være nærværende i de mange små hverdagsting. Således har vi fået tilgang til nye sider af os sig selv – en ny bevidsthed – noget vi ikke frivilligt har villet lære af andre, men kun som en hård lektie af selve livet.
Balance mellem aktivitet og hvile
På den måde lærer vi nye sider af tilværelsen at kende – får nye redskaber – et valg, hvor vore aktiviteter både i privatlivet og på arbejdet udføres i et mere varieret tempo. Med plads til fuld opmærksomhed på det vi gør. Nogle gange speeder vi mere op og andre gange bremser vi ned. I hvilen ligger opladning af energi, nye ideer og kreativitet – en proces som er usynligt for det blotte øje. At arbejde i forskellige tempo med plads til små pusterum er slet ikke spild af tid, men en måde at få fat i de nødvendig ressourcer, som et moderne arbejdsliv kræver af alle. Når vi bruger os selv ordentligt som mennesker både i arbejds- og privatlivet, og ikke som robotter, der siger ja til alt, støtter vi hinanden i at være i fysisk og psykisk i balance. Det betaler sig godt både menneskeligt og økonomisk.
Derfor må både politikere, lovgivere, ledere og ansatte dele ansvaret for at skabe en arbejdsplads for human beings med tid til aktivitet og kreativitet, tid til afkobling og laden batterierne op, tid til at fordøje alle de indtryk, der er i øjeblikket.
Tag dig tid og ikke dit liv
At fordøje – at slå mave – at smelte – er alle gloser, der har dobbelte betydninger. De viser den tætte sammenhæng mellem mad, psykologi og holdninger.
I første omgang antyder ordene den proces, hvor vi har taget noget mad ind i os og givet os tid til at fordøje. Rent psykologisk fortæller disse ord også om den proces, der er i gang, når vi oplever noget gennem dagen. Det er den tid, vi bruger til med fuld opmærksomhed at smage på indtrykkene og sige ja til dem – eller spytte dem ud og sige nej – eller vælge at synke og fordøje dem – nyde stemningen – og gøre arbejdet i vor egen rytme.
Vi sluger alt for mange indtryk uden at mærke efter, om vi har plads til at rumme mere. Vi giver os ikke tid til at fordøje alle dagens indtryk, stemninger og aktiviteter. Vi forspiser os, forsluger os og får forstoppelse af alle aktiviteterne i både arbejds- og privatlivet, og resultatet bliver ”ondt i livet”. Hvornår får vi øjnene op for, at vi er på vej ind i en blindgyde? Hvad kan vi gøre for at slå automatpiloten fra? Hvor dyrt skal det blive, før vi ændrer kursen?
Vi behøver nye færdselsregler i vort liv og arbejdsliv for at undgå det menneskelige og økonomiske kaos, vi er på vej ind i. Hvorfor ikke huske på 60érnes færdsels- slogan, for at få bilisterne til at geare ned:
”Tag dig tid og ikke dit liv.”
