Vi lever dagligt med speederen i bund – tager alt for meget arbejde og forpligtigelser på os uden at give os tid til at fordøje det, vi oplever i dagens løb. Konsekvenserne er stress, som vi dagligt ser rundt omkring os hos medarbejdere og ledere i form af udmatningsdepressioner, selvmedicinering og kriser i parforhold.
I hverdagen bombarderes vi med mange indtryk gennem en dag både i privatlivet og på arbejde – og det ligger i luften, at vi bare skal kunne klare det hele. Langt hen ad vejen gør vi det ogsVi tager opgaverne rutinemæssigt på os, og oplever det efterhånden som om, at opgaverne overtager os og river os med i en daglig strøm, vi ikke har indflydelse på.
Da arbejdet rummer mange muligheder for, at vi kan leve et engageret liv med mange spændende udfordringer og kontakt med mange mennesker, lægger vi mange gange ikke mærke til, om vi har kræfter nok til det, vi gør, før det er for sent: vi glemmer, vi lytter ikke til dem, vi taler med, bliver meget ukoncentrerede, glemsomme, kan ikke sove og sveder om natten.
Følgerne kan blive til angst, uro, kredsløbsforstyrrelser, depression, forhøjet blodtryk og i værste fald døden. Nu råber kroppen og sjælen til os, at der er noget galt. Vi har fået forstoppelse. Vi har taget alt for meget på os og ind i os, og nu kan det være nok.
Ikke kun mad skal tygges, synkes og fordøjes, men hvert lille øjeblik, vi oplever i nuet.
Undervisning i Mindfulness giver os redskaber til at indfange nuet, så vi kan være hvor vi er – fra øjeblik til øjeblik med en afklaret ro og balance i os selv, i forhold til det vi møder i vor omverden.
Når vi ”glemmer” at restituere os.
For at undgå at overbelaste os med for mange input, er det vigtigt at vide noget mere om de biologiske processer, der knytter sig til kroppen i forhold til aktivitet og hvile. Vore kroppe er fra fødslen skabt med evnen til selvregulering og at komme i balance: Vi drikker, når vi er tørstige, spiser når vi er sultne og sover, når vi er trætte. Alt dette kan spædbarnet lære i den første tid, hvis de voksne følger det lille barns rytme med stor opmærksomhed. En uvurderlig ballast at have med sig i, når vi møder livets mange forskellige opgaver. Mange børn får aldrig denne støtte til selvregulering opbygget og vil kunne tåle mindre modstand i sit liv, før de føler sig dybt frustrerede.
Når barnet begynder at indtage verden og undersøge den, kommer det ind i aktiviteter, handlen og gøren og veksler organisk mellem væren og gøren.
Det er i denne værenstilstand mellem aktivitet, hvile og søvn og omverdenens omsorg at vor selvregulering opbygges, som bliver en indre viden og GPS, vi som voksne bærer med os ud i livet, når vi skal have vore egne behov opfyldt.
Da vi lever i en kultur, der sætter aktivitet, effektivitet og gøren højere end værenstilsstand af hvile, flyden ud og modtagelighed, fikseres vi i en aktivitetskultur, der får en til at glemme alt om, hvordan man gearer ned og slapper af. Vi mister mere og mere opmærksomheden på vore behov i dagligdagen. Vi tror, vi kan blive ved med at yde uden at tage pauser.
Jo mere vi glemmer vore egne behov, kommer kroppen under større og større pres og efterhånden begynder den at signalere, at noget er ved at være galt. Først kommer de små tegn: hovedpine, evig træthed, og lettere irritation eller nedtrykthed. Senere angst eller depression og søvnløsheden. Og til sidst hukommelsestab, hjertestop eller hjerneblødning og død.
At leve uden at være opmærksom på vore indre biologiske behov for at restituere os i dagligdagen, koster ude over den forringede livskvalitet vort samfund mere end 30 milliarder kroner hvert år i tabt arbejdsfortjeneste, sygefravær, lægebesøge og medicin.
Ifølge lægemiddelstyrelsens database Vetstat tog 450.000 (hver 12,) antidepressiv medicin i 2010 – næsten en fordobling siden 1999. På 12 år er ADHD-medicin 20 doblet.
Selvmedicinering
Efter aktivitet har kroppen brug for restitution dvs. bliver stillet tilbage til sin ligevægt igen. Derfra kan vi fortsætte med fornyet energi til dagens mange opgaver. Når vi ignorerer vor indre GPS’s gentagne kropssignaler på, at vi har nået grænsen, tvinges vi til at blive syge. I stedet for at respektere vores behov for restitution, indser vi ikke behovet før vi ikke er i stand til at arbejde mere. I forbindelse med at kroppen nægter at udføre arbejdet, bliver mange bevidste om vigtigheden af restitution gennem dagens løb, men bare for sent. Hvad enten vi er bevidste om behovet for genopladning eller ej bliver sygeorlov en realitet, der pludselig dukker op.
Længslen efter at geare ned og finde ro er stor, men når vort nervesystem, som regulerer vore behov efterhånden lider skade, kan vi ikke finde ud af, hvornår vi skal geare ned eller bremse op. Når mennesker kun kender fartpedalen, er vi på en farlig kollision med livet.
I stedet for at sætte farten ned, fordi man helt præcis mærker, at det er det, man har brug for, udvikler mange en ubevidst adfærd, hvor man trækkes ind i en afhængighedsadfærd. Fordi man ikke kan sætte farten ned og skaffe sig roen indefra, begynder mange at søge efter at få noget, der kan berolige en udefra: alkohol, piller, stoffer, mad, sex etc. Selv om det på længere sigt skaber en afhængighed, får man på kort sigt den ro, man længes efter. Man medicinerer sig selv og får en kunstig ro – men også et nyt problem: afhængighed.
Den russiske forfatter, Lev Tolstoj skriver i romanen Anna Karenina: ”Broen er det kunstige liv – Afgrunden livet selv”. Mange af de måder, vi finder løsninger på, er kunstige: Ved at tage beroligende midler holder vi os kunstigt i live oppe på broen, så vi ikke kommer i kontakt med den stress, træthed, nedtrykthed, frustration, vi har, og den dybe længsel, som ofte gemmer sig bagved. Vi holder os for længe oppe af angst for at falde i afgrunden, som er selve livet. At mærke hvad man selv indeholder for følelser og behov, kan opleves som døden – som noget man ikke vil være sammen med. Man har simpelt hen ingen redskaber til at falde ind i og ned i sit liv: sin ensomhed, tomhed, uro, angst, nedtrykthed, stress, sult, tørst etc. – ude af stand til at være i nuet med det, der er. Vi dømmes til at leve et liv, som en sprællemand, som altid føres væk fra for os selv og det svære i livet hen til et liv i nydelselse og lette løsninger – oppe på broen- og det får konsekvenser at leve som en fremmed i sin egen krop!
Ikke kun mad skal tygges
”Tyg eller smag lidt på det” siger vi til folk, når de skal give sig lidt tid til at tænke sig om eller tage en større beslutning, så de har tid til at ”vende og dreje” situationen – tygge lidt drøv. Ordene kommer tydeligvis fra den måde, vi indtager vor mad. Som barn starter vi med bare at få flydende kost – det lette – og lidt senere begynder vi at få lidt fastere føde, når de første tænder vokser frem i munden. Noget mad synkes og andet spyttes ud. Barnet er ved at få et valg til at sige ja til noget mad og nej til noget andet. Hvis vi som barn er blevet støttet til først at smage på maden og så frit at vælge mellem at synke og spytte ud og at sige ja og nej, er denne proces en støtte til, at vi senere kan være den, vi er. Ikke alle bliver mødt på denne accepterende måde, men tvinges til at spise det, der er serveret og spise op, selv om de ikke kan lide maden.
Konsekvenserne er, at vi som voksne bare ”sluger” maden uden at smage, om vi kan lide den eller ej. I vor burgerkultur gider vi ikke tygge og bruge vore tænder. Vi skal bare sluge alt ”råt”, som vi præsenteres for af vor partner, vor chefer, politikerne etc..
På lignende måde giver vi os ikke tid til at smage på det, der er inde i os selv – oppe på broen, hvor vi lever vort automatiske liv. Når vi føler os trætte, nedtrykte eller frustrerede, har vi ingen redskaber til at give os tid til virkelig at finde ud af, hvad der sker med os – lige nu: At tygge på det, smage på det og få nogle oplysninger, som kan hjælpe os til at vide mere om det, der sker inde i os. Om det er godt for os eller ej.
Munden og psyken er en slags sorteringscentral, som gennem det at vi giver os tid til at smage, tygge og knuse den mad – de følelser og psykiske tilstande, vi er i kontakt med, kan give os vigtige informationer og svar på, hvad der foregår: Kan jeg lide det, der foregår? Er jeg bange? Vil jeg fortsætte? Er det nu, jeg siger stop? Hvad oplever jeg egentlig?
Det er vigtigt at give sig tid til en sådan fordøjelsesproces, fordi den tager sin tid. Køerne på marken er et godt eksempel: Først spiser de græsset og senere lægger de sig ned et sted og begynder at tygge drøv dvs. at de bøvser noget af det, de spiser op og tygger det en gang til for så at synke det igen. På den måder udnytter de føden bedre til forskel fra mennesker, der ikke har lært at tygge tilstrækkeligt på deres oplevelser af stress, ubehag, angst, nedtrykthed etc. Ved at ”tygge” lidt mere dvs. blive lidt mere i det, der opleves er der en stor mulighed at få mere information og viden om, hvad der sker med en lige nu. Rødhætte tager ikke sine indtryk alvorligt, da hun besøger sin bedstemor: ”Hvorfor har du så store øre? Hvorfor har du så stor en mund og hvorfor er din stemme så ru? Hun overser faren: Store øre – stor mund – ru stemme og stoler ikke på sine sanser. Hun giver sig ikke tid nok til at blive med det hun ser og opdage faresignalerne, at det er en ulv og ikke hendes bedstemor. Det bliver hendes død.
Således går det galt for mange mennesker i arbejdslivet, at de først når det er for sent opdager, at de er blevet ”ædt op” eller ”slugt”. At de ikke havde redskaber til at hive i nødbremsen. At de var blinde i deres situation – at de ikke havde øje for, det de så og mærkede det i deres krop, så de kunne tage deres sanseindtryk alvorligt.
Ikke kun mad skal tygges, synkes og fordøjes, men det skal livet også, og alle de oplevelser, vi møder. Først igennem at give os tid til at tygge, smage og nedbryde vore oplevelser til mindre bidder, får vi en opmærksomhed, bevidsthed og viden om, det vi ser, hører eller mærker – om det er noget vi ønsker at møde og tage ind i os, som noget godt og opbyggeligt, eller om det er noget vi ikke kan lide, fordi det er for farligt for os.
At give sig tid til denne fordøjelsesproces er at få det rette redskab til at begribe og sanse både den virkelighed, vi møder i vores omverden og de kropslige og psykologiske reaktioner, der opstår inden i os – lige i dette øjeblik – nu.
Jeg’ets udvikling
Som nyfødte fødes vi med alle indre kvaliteter af fred, ro, kærlighed, styrke, blødhed, åbenhed, beskyttelse etc.. Alle disse kvaliteter kaldet essens stråler ud af små nyfødte spædbørn. Vi bliver bløde inden i, vi taler med lys stemme til det lille væsen og ”det er lige til at spise”.
Disse reaktioner i os aktiveres netop af essenskvaliteterne. Vi får lyst til at tage os af det lille væsen.Desværre mister vi undervejs i opdragelsesprocessen tilgangen til vort rige indre liv, hvor vi mærker alle vore behov.
Vi udvikler mere og mere en indre kontrolmekanisme, som kaldes jeg’et. Den skal styre os væk fra det ubehagelige og vanskelige og hen til lykken – det, der er nemt, godt, større og bedre – og som omverden accepterer. Vi lærer mere og mere, hvordan vi skal opføre os i alle de sammenhænge, vi er i – også når vore forældre ikke er der. Mere og mere retter vi blikket ud mod omverden og tror at al tilfredsstillelse er uden for os selv. Vi mister efterhånden den indre selvregulering, som vi er født med og kommer til at fungere som en sprællemand. Vi bliver mennesker, der geares til kun at opfylde andres behov. Når de, vi arbejder for eller vor partnere trækker i vore snore, gør vi, som der bliver sagt, og siger ja.
[youtube]d_Rxg8tQgeo[/youtube]
Mindfulness – Nuets kraft
Mange mennesker klager over, hvor fyldt deres hoved er af tanker: ”Du duer ikke – du klarer det aldrig – Du når det ikke” etc. De hvirvler hele tiden rundt som snefnug, som i de glas vi havde som børn, man kan ryste og se ind til en figur, der sidder i snevejr. Når man sætter glasset falder snefnuggene ned på bunden og hele glasset fyldes af klarhed. Sådan er det også, når vi, der er stressede, sætter os ned i stilhed. Meditation handler om at se, hvor vi er lige nu, have opmærksomhed på vores åndedræt, og opdage, når vi mister denne opmærksomhed og bliver fanget ind i den ene tanke efter den anden. Al mindfulnesundervisning lærer os at vende tilbage til åndedrættet igen – at komme hjem til os selv igen i nuet, og holde os uden for et tankespind af fortidsepisoder eller fremtidsgøremål. Jo mere vi kan blive hjemme i os selv i vort åndedræt, jo mere lægger tankerne sig ned – og vi begynder ligesom glasset med sne at få en indre klarhed og ro. Ud fra dette sted har vi mulighed for at gøre nye valg, fordi vi med tiden lærer at blive hvor vi er – med det, der er: glæde, sorg, vrede, nedtrykthed, ensomhed, uro, angst. Vi holder os hjemme i os selv – uden for jeg’ets og tankernes indflydelse og bevægelser. Jo mere vi lærer at blive med det, der er, jo mere kan vi tillade os at falde ned fra hverdagslivets automatiske og kunstige ræs og ind i vores eget liv. Vi lærer at regulere os selv igen ved at blive med os selv både når det er opløftende og sjovt, og når vi er deprimerede og stressede.
Lifepractice og Inquiry
Livet fortsætter som altid, men vi har et nyt valg: at vi kan forholde os på en anden måde til det, vi oplever.
En måde at lære det på er at forandre en dagligdags rutine som f.eks. at skrælle gulerødder om til en aktiv meditation, hvor vi sætter tempoet ned, er nærværende i hver eneste bevægelse. Engang imellem stopper vi op og lægger mærke til, om vi er fanget langt inde i vores tankestrøm eller om vi er nærværende og opmærksom til stede i vores lille arbejde. Hvis vi opdager, at vi er fraværende, vender vi med nærvær tilbage til vores arbejde med guleroden igen. Dette praktiske arbejde i stilhed begynder at åbne et felt op af nydelse og indre ro. På den måde kan livet komme til at rumme nye dimensioner, som vi ellers går rundt og savner. Roen og livet er lige, hvor vi er.
En anden måde at møde sig selv på er gennem at anvende Inquiry – en metode, der hjælper en at forstå sig selv. Man er 2 og 2. Den ene lytter nærværende – uden at sige noget og den anden får 10 minutter til at tale om et bestemt emne. Et spørgsmål kunne være: Fortæl mig hvor du er lige nu i dit liv? Ved at sidde i ro og mag uden afbrydelser finder man mere og mere ind i sine tanker, følelser, forestillinger, kropsfornemmelser og generaliseringer. Stille og roligt har man tid til at tygge lidt på det, der kommer frem. Efterhånden som tiden går, kommer man ind i nye sider af sig selv og bliver mere afklaret, hvor man selv står – uden at den anden blander sig. Når de 10 minutter er gået er der 5 minutter, hvor man kan få noget feedback og tale om, hvad der kom frem i lyset. På den måde bliver den, der taler klogere på sig selv. Senere bytter de to og samme procedure gentager sig. Mange opdager, hvor lidt andre mennesker i dagligdagen lytter til dem, fordi de hele tiden kommer frem med deres egne meninger. De opdager nu det vigtige at tale færdigt i sit eget tempo uden at nogen blander sine egne synspunkter ind i det, der tales om. Som en deltager engang sagde: ”Når du lytter til mig, bliver jeg mig selv”. Og det er det, at al udvikling handler om: At træde i eksistens = at stå frem med sig selv som man er. Kun en selv ved hvem man er. Hvis man bliver hjemme i sit eget hus og undersøger, hvem man er, har man mulighed for at forstå dette, finde sandheden og følge den fantastisk proces, det er at blive til i hvert øjeblik.
Som landmanden, der pløjer sin jord, vendes ord, følelser og kropsfornemmelser, så der bliver plads til en ny høst af indsigt.
Mindfulness er ikke bare at sidde på en pude, men kan foregå overalt, hvor vi er. Det eneste det kræver er, at vi er tilstede i vores aktiviteter, når vi støvsuger, børster tænder, skriver et brev, taler i telefon, synger eller laver mad. At vi kommer ud af det pres, der styrer os, at vi bare skal overstå det vi er i gang med. For så kan vi komme til et nyt sted i os selv, hvor livet ikke bare er en stor sur pligt, men at hvert øjeblik rummer en nydelse og afslappethed. At lære at surfe på livets bølger er en kunst, vi kan lære og tage ind i vore liv – i vor hverdag både hjemme og på arbejde.
