Trygheden er en tynd hinde

English version is available here  engelsk-flag

Jeg læste en bog i 1982, “Children of Holocaust Survivors” af Helen Epstein – og den vendte op og ned på mit liv. I dette interview – mere end 30 år efter – deler jeg hvordan bogen påvirkede mig og hvad som voksede frem både i mit arbejde og mit liv.

”For at et menneske kan genoprette tilliden til andre mennesker, samfundet og til livet, er kontakt med andre mennesker, et venligt blik og følelsen af at kunne bidrage afgørende. Man skal føle, at man er kommet til et safer place”.

Læs mere og lyt til interviewet fra onlinemagasinet Goldberg. Det gælder livet. For os alle – ikke kun flygtninge. Trygheden er en tynd hinde. Vi bliver mindet om at vi er hinandens baggrund. Du må gerne dele, hvis du synes budskabet skal nå ud til flere!

13. August, 2018, af Nathalie Pade i onlinemagasinet Goldberg.

Trygheden er en tynd hinde

Judith Beermann Zeligson er psykoterapeut med speciale i generationspåvirkninger efter flugt, forfølgelse og krig. Hun mener, at læren efter de danske jøders flugt i 1943 er, at flugt bærer på et nyt traume: dét ikke at få lov til at leve normalt.

Oktober 43 Beerman

Det kaldes ”secondary traumatization” – dét, ikke at få mulighed for at komme i gang med livet efter en ofte dramatisk flugt, med mange lidelser i bagagen. Judith Beermann Zeligson arbejder som psykoterapeut med speciale i generationspåvirkning efter flugt, forfølgelse og krig.

Med årelang erfaring som traumebehandler for Røde Kors, som jøde med indsigt i psykologiske eftervirkninger hos de jødiske efterkommere til Holocaustoverlevere og nu med egen praksis i Snekkersten, er hendes budskab klart:

”Det er ikke flugten i sig selv, der giver traumet – men modtagelsen i ankomstlandet”.
”De danske jøder kom tilbage og havde det relativt godt. I nogle tilfælde kunne de vende tilbage til deres hjem efter krigen, hvor blomsterne måske endda var blevet vandet. Men det at flygte sætter sig varige spor, og vi har i dag en viden, som kan bygge bro til en bedre modtagelse af flygtningene i dag”, siger hun.

Mange flygtninge i dag er i den situation, at de – efter en farefuld færd på flugt fra deres hjemland, og med et forsigtigt håb i bagagen – må se sig parkeret i flygtningecentre og holdt uden for samfundet med den besked, at deres ophold ikke skal vare evigt.

Tilmed må de lide den tort at se sig mistænkeliggjort, problematiseret og som objekt for en flygtningepolitik, der, med Judiths Beermanns ord, ’mest går ud på at holde dem ude’. Hun citerer de jødiske flygtninge, der kom til Sverige under krigen:

”Gudskelov, at der ikke fandtes en flygtningepolitik dengang. Havde der gjort det, var vi næppe kommet i arbejde og i uddannelse så hurtigt, som det faktisk skete, og med en følelse af at blive budt velkommen. Eller i hvert fald inkluderet”.

Under sit arbejde hos Røde Kors hørte Judith Beermann efter krigen i ex-Jugoslavien om en professor i statskundskab, som sagde: ’Kunne jeg dog bare få lov at gå med aviser. Jeg bliver sindssyg af ikke at gøre noget’.

For hende fortæller det alt om det traume, det medfører, ikke at få lov til at bidrage og være en del af fællesskabet i det nye land. Uden perspektivet om engang at kunne slå rødder.

”Det helt centrale for en nytilkommen flygtning er at få sin tilværelse normaliseret. Altså, at man får lov til at arbejde, uddanne sig eller bruge den uddannelse, man har, og etablere kontakter i hverdagen”, siger hun med henvisning til en flygtning, der først efter mange år i landet endelig oplevede, at naboen hilste på ham i opgangen. For første gang følte han sig som et menneske.

”Det venlige blik fra modtagersamfundet har enorm betydning, at der også er fokus på det, der fungerer, og at børn får lov at gå i skole og være med”, siger Judith Beermann.

Knæk på tillidsnerven 
Jamen, det var jo ikke dig selv, der oplevede det”, er en hyppig reaktion for dem, der hører, at børn af flygtninge og overlevende skulle have behov for at gå i terapi, fortæller Judith, der i mange år brugte en metafor for det fænomen, at både forældre og børn lod til at have ’et knæk på tillidsnerven’.

”Da jeg tredive år efter, at jeg var begyndt mit virke, uddannede mig i traumeterapi, gik det op for mig, at dén nerve – tillidsnerven – faktisk på sin vis findes og er knyttet til oplevelsen af tryghed, fare eller trussel. Uden at vi egentlig er klar over det, scanner vores nervesystem konstant omverdenen og påvirker den måde, vi opfatter omgivelserne og handler på”.

”Flygtningene dengang og nu har den erfaring med sig, at truslen kommer fra samfundet og fra andre mennesker.

Deri ligger forskellen mellem deres traumer og andre livskriser, som også kan give traumatiske eftervirkninger. Og den erfaring lever ofte videre i deres børn, selvom det ikke er dem selv, der har oplevet det”, siger Judith Beermann og fortæller, at nogle børn af flygtninge fra 1943 har fysiske symptomer af den latente trussel, de har fået formidlet af deres forældre – men som der i de fleste tilfælde ikke er blevet talt om i hjemmet.

”En kvinde havde gentagne mavesmerter og kirurgiske indgreb bag sig, da hun startede i terapi i en temagruppe for børn til Holocaustoverlevende. Hun voksede op med en ubestemmelig følelse af, at noget frygteligt kunne ske”.

”Hendes forældres reaktion på alle problemer var nemlig: ’Så længe det ikke er værre…’. Selvom de ”bare” var flygtet til Sverige og havde haft det godt og efter krigen kunne vende hjem til en lejlighed, hvor begonierne var blevet vandet i mellemtiden, var denne kvindes symptomer værre end for mange, hvis forældre havde overlevet Auschwitz”.

Tavshedens pris
Mekanismen i mange jødiske flygtningefamilier efter krigen var, at man skulle videre med livet, og oplevelserne blev lukket ned i en boks, som ingen havde nøgle til. Der blev ikke talt om forældrenes lidelser, men børnene kunne mærke det på forældrenes reaktioner.

”Hvis man har oplevet krig, flugt og forfølgelse, er det ikke nemt at indgyde sine børn tillid til andre mennesker. Det børnene vokser op med, er en diffus følelse af, at noget slemt kan ske, eller hvis der sker noget godt, at det kan blive taget fra én”, siger Judith, der i mange år har arbejdet med børn af overlevere i terapigrupper, som i små doser forholder sig til deres egen historie og hvordan forældrenes historie har påvirket dem på godt og ondt.

”Om man kan tale om det afhænger også af omverdenens interesse. Men dengang var den almindelige indstilling også fra fagfolk: glem det og kom videre”.

”Og forståelsen for, hvad flygtningene har gennemlevet, ligger ikke altid lige for. En kvinde fortalte sine naboer, at hun havde været i flere lejre, bl.a. Bergen-Belsen… og reaktionen var: Ih, hvor har du rejst meget!”

Judith Beermann selv har problematikken inde på livet. Hun er datter af en polsk jøde, der blev interneret i russisk fangelejr, fordi han som virksomhedsejer blev betragtet som en del af bourgeoisiet – mens hans kone og tre børn blev taget af tyskerne og sendt til Treblinka, hvor de blev myrdet. Han overlevede og kom til Sverige, hvor han atter stiftede familie. Det var Judith et resultat af – eller Brita, som hun dengang hed.

”Det var meget almindeligt at give sine jødiske børn ærkesvenske navne, men efterhånden som jeg voksede op, følte jeg ikke, at det passede på mig længere”, siger hun og fortæller, at tavsheden aldrig blev helt brudt. Hun har i dag kun brudstykker af faderens historie før og efter krigen.

”Ofte gik der en sky for min fars ansigt, og andre gange mumlede han: Hvis jeg kunne overleve Stalin, kan jeg også overleve dette”, fortæller hun.

Som 30-årig fandt hun frem til, at hun ville hedde Judith, et navn som hun følte passede bedre til hende. Da hun fortalte faderen det, gik der igen en sky for hans ansigt: ’Det hed min yngste datter’, sagde han, og hun måtte lade det fare, tænkte hun. Han skulle ikke konstant mindes om smerten ved tabet af sin familie.

”Men dagen efter skete der det magiske, at han ringede og efterlod en besked: ’Jeg vil gerne tale med min datter Judith’. På den måde gik det alligevel op, og der var fundet en balance mellem lys og mørke og mellem fortid og nutid”. Børnene har i de fleste tilfælde følt, at de skulle skåne de voksne og spare dem for smerten ved at skulle svare på spørgsmål om lidelser og tab. Forældrene ville på deres side også skåne børnene, siger hun.

”Forældrene svarer som regel på spørgsmålet om, hvorfor de holdt deres oplevelser for sig selv, med at børnene spurgte jo ikke. På den måde voksede der en dobbeltmur op selv i de hjem, hvor der ellers blev talt meget. Den tavshed genkender man i de fleste flygtningefamilier i dag”.

”Jeg havde selv købt en fin båndoptager med det formål at interviewe min far. Men det blev kun til små tilløb, så skiftede vi begge emne. Det gik siden op for mig, at det måske mindst lige så meget var mig selv, jeg skånede”, siger hun i dag.

”Det kan være uudholdeligt at høre om et menneskes lidelser, når man er tæt på. Men så kan børnebørnene sommetider være dirken til den aflåste boks. De har ikke samme forbehold, det er ikke betændt på samme måde, og bedsteforældrene kan jo også se, at livet trods alt er gået videre. Folk er gladere, for de har fået både børn og børnebørn”.

Fem år efter sin fars død sidder Judith med sit eget nyfødte barn og er konfronteret med spørgsmålet: ”Hvordan kan man miste et barn på den måde og så kunne leve videre, synge, grine, danse og føle glæde ved livet?”

40 år i ørkenen
Det er, mener Judith Beermann, meget symbolsk, at der skulle gå 40 år, før man kunne begynde at tale om styrken i overlevelsesfamilierne og ikke kun problemerne – ”det er som de 40 års vandring i ørkenen i bibelsk forstand – det tager tid, før det kan bundfælde sig”, siger hun.

”Mange jøder har levet assimileret efter krigen, givet deres børn ikke-jødiske navne og ikke fastholdt en tilknytning til det jødiske miljø”, fortæller hun og fortsætter:

”I mine terapigrupper prøver vi at lave nogle jødiske ceremonier for at finde tilbage til rødderne. Vi skænkede en shabbat-vin, der imidlertid var blevet dårlig. Men reaktionen var, at det var helt forventeligt: sådan er det at være jøde”, smiler hun.

Mange danske jøder, der flygtede dengang, har ikke følt, at de havde ret til at lide – for de danske jøder havde det jo nemt, syntes holdningen at være. De skulle ”kun” flygte, kom ikke i kz-lejr og havde det endda fint i Sverige. Men flugt er faktisk en trussel på livet og sætter sig spor.

”Trygheden er en tynd hinde: når det er sket én gang, kan det ske igen. Og jeg har ikke mødt nogen, ung eller gammel, som ikke har prøvet at kigge sig rundt i sin omgangskreds og ved sig selv tænke: ’Hvem ville hjælpe?’. Som Løgstrup sagde: I hvert møde holder man et andet menneskes skæbne i sine hænder”.

For flygtninge er der et før og et efter. Man bliver aldrig den samme efter at være flygtet.

Flygtningenes historier fortsætter der, hvor ordene slipper op, og det er af afgørende betydning at vide, at det at flygte sætter sig spor og tager tid at forsone sig med.  Og at omverdenens modtagelse og blik på den flygtede har stor betydning.

”For at et menneske kan genoprette tilliden til andre mennesker, samfundet og til livet, er kontakt med andre mennesker, et venligt blik og følelsen af at kunne bidrage afgørende. Man skal føle, at man er kommet til et safer place”, siger Judith Beermann Zeligson.

Tak fordi du følger med på Goldberg.nu, hvor alle artikler kan læses helt gratis. Redaktionen arbejder hele tiden på at udvikle magasinet, og har du lyst til at hjælpe, er du meget velkommen til at benytte vores donationsmulighed. Tak for hjælpen!